Ilderen som kæledyr
Karina Anée Købke

En del af et kapitel fra bogen

Mårfamilien har mange medlemmer. Et af dem er ilderen. På latin kaldes den europæiske ilder for Mustela Putorius, den asiatiske for Mustela Eversmanni. Udover ilderen, hører også husmåren, skovmåren, lækatten, bruden, flodilderen, steppeilderen, hermelinen, tigerilderen, grævlingen, jærven og odderen til i mårfamilien.

Den vilde ilder findes i store dele af Asien og på det meste af den nordlige halvkugle. I stenalderen fandtes den på Fyn, Sjælland og i Jylland, men man mener, den uddøde på øerne og først kom tilbage i 1930’erne, hvor undslupne farmdyr grundlagde en ny bestand. På disse farme, som især findes i Sønderjylland, er ilderen blevet brugt og bruges fortsat til kaninjagt. På samme tidspunkt blev ilderen ligeledes brugt til at trække telefonkabler ind i rør og andre ufremkommelige steder.

Den vilde ilder er desværre ved at være et sjældent syn her i Danmark, hvilket skyldes, at mængden af naturlige levesteder og tilgængelige fødevarer efterhånden er svunden meget ind.

Ilderes foretrukne levesteder er skove og andre fugtige, uopdyrkede områder, åbne græsstepper, i enge og i lavt krat. I Norden holder ilderne også gerne til nær bebyggelse, da det er nemt for dem at finde føde, hvor menneskene er. Ildere forekommer ofte i forbindelse med vandløb og grøfter. Her bor de i huler, enten forladte rævegrave, kaninbo eller huler, de selv graver med deres kløer.

Ilderen har meget korte ben med små poter. Den har en aflang tynd krop, en lang pjusket hale og et lille hoved med små strittende ører. Ilderen har en meget speciel gangart. Når den vilde ilder går eller løber, krummes ryggen som et omvendt "u". Hos tamilderen er denne kropsholdning ikke nær så bemærkelsesværdig. Den tamme ilder har kun let bøjet ryg, når den går og løber.

Ilderens kropsform, gør det muligt for den at jage sit bytte gennem smalle underjordiske kanin- og rottegange.

Den vilde ilder har mørkebrune dækhår med sorte spidser. Underulden er hvid eller gullig, afhængig af årstiden. Under den tykke, tætte pels har ilderen et lag af elastisk væv. Det gør, at ilderen praktisk talt er uimodtagelig for bid af mindre fjender. Snuden er let lyserød med mørke pletter. Ilderens øjne er meget mørkebrune, næsten helt sorte.

Ilderen er meget mørk i sommerperioden, selv om den gullige underuld altid kun er ufuldstændigt skjult af dækhårene. Om vinteren er ilderen noget lysere, bundulden er hvid og skinner meget igennem på oversiden af kroppen.

Den har et lyst parti omkring snuden og udbredte hvide tegninger på halsen, i panden og på ørespidserne. Disse lyse farvenuancer tegner ligesom en rund ring omkring ilderens hoved. Ringen fremhæver den karakteristiske, næsten sorte farve, ilderen har om øjnene og får den til at ligne en "bjørnebandit".

Det er denne kontrastrige ansigtstegning, der gør ilderen så let genkendelig.

Den vilde ilder lever næsten udelukkende af animalsk føde, helt op til 95% af dens naturlige fødeemner er andre dyr. Ilderen jager for det meste små pattedyr, men føden består af fugle, snoge, frøer, mus, rotter, insekter o.s.v., den kan også finde på at tage lam, høns eller andre dyr i den størrelse, hvis den er rigtig sulten. Ilderen supplerer desuden sin føde med modne bær og nedfaldne frugter, især i sensommeren, hvor disse er lette at finde.

Ilderen jager mest ved hjælp af lugtesansen, den bruger kun synet i ringe grad.

Når ilderen angriber, hvæser den højt, bøjer hovedet nedad og krummer ryggen, mens alle dækhårene står ud til alle sider. I samme sekund farer den frem og bider sig fast i byttets strube. Dernæst ryster ilderen byttet i små hurtige ryk frem og tilbage, til det er dødt. Ilderen bruger de skarpe hjørnetænder til at flænse kødet, før den spiser det.

Som alle andre vilde dyr har ilderen også naturlige fjender. Disse fjender er bl.a. ræve, rovfugle og mennesker. Mennesker har jaget den vilde ilder på grund af dens pels i mange år, men i 1982 blev den totalt fredet. Dog med den undtagelse, at ilderen må fanges eller dræbes under visse omstændigheder, i henhold til bekendtgørelsen om skadevoldende vilde dyr. I dag fanges der omkring 2500 ildere om året i såkaldte fangstfælder. Det er især kassefælder, der benyttes. De volder ikke nogen skade på ilderen.

Det er, gudskelov, forbudt at anvende sakse, snarer eller gift. De indfangne ildere bliver oftest aflivet og kasseret, dog bliver nogle af ilderne udstoppet, eller deres skind bliver brugt til pelse.

Når ilderen lever frit i naturen, er den mest aktiv om natten. Det skyldes, at det er lettest for den at jage efter mørkets frembrud. Ilderen er ikke særlig god til at klatre, men den er til gengæld en fremragende svømmer.

Den vilde ilder bliver omkring fem år, nogle gange mindre. Den parrer sig i februar/marts måned og får fire til fem unger i marts-april. Ilderen lever alene, undtagen når den parrer sig, eller når den har unger .