Paul McCartney: I Saw Him Standing There - Jeg så ham selv

Af Jorie B. Gracen

Indledning

JEG TRAF PAUL OG LINDA FØRSTE GANG bag scenen ved deres sidste USA-koncert på Wings over America World-turneen i 1976. Min karriere som foto-journalist var på det tidspunkt stadig i sin vorden, da en eksamensprøve gav mig opgaven, at dække den historiske turne. Stjerne-jobs blev ofte langet videre fra ældre professionelle fotografer, fordi veteranerne ikke gad røre ved kendte ansigter. Store egoer skulle plejes og smøres, og der skulle klappes mange rygge for at skaffe sig adgang til det eftertragtede enestående billede. Men jeg tog udfordringen op, og at fotografere store stjerner blev hurtigt en professionel lidenskab, så mine billeder begyndte snart at dukke op i de store og eksklusive magasiner.
Paul og Linda var af en sjælden art blandt berømtheder - på mange måder helt nede på jorden, men samtidig meget verdensvante og bevidste om, hvordan de blev opfattet i offentligheden. Mit første møde med Paul blev kort, og jeg indrømmer, at det snarere var et møde mellem en fan og hendes idol, end en foto-elev på jagt efter det eftertragtede billede. Paul var under tidspres, men prøvede efter bedste evne, at skrive en autograf, da han blev skubbet ind i en ventende limousine af sine folk. Han søgte dog at trøste mig med et op-med-humøret tegn med tommelfingeren og en vinken.
Vore veje krydsedes igen i 1978, da jeg fløj til London på ferie og helt uventet stødte på Paul og Linda udenfor Abbey Road studierne. Parret stoppede op og poserede helt uden tøven for fotografen – noget, jeg stærkt beundrede hos dem. Paul satte for sjov næsen helt op i min kameralinse og begyndte at lave skøre ansigter, vel vidende, at han var alt for tæt på til at jeg kunne fotografere. Linda hev ham tilbage, så jeg kunne få et ordentlig billede. Få minutter efter var de inde i Abbey Road studiet for at indspille “Rockestra” fra Back to the Egg albummet.
Ved starten på Paul McCartney World Tour 1989-90, blev jeg engageret til at fotografere McCartney af flere forskellige blade. Med kun et almindeligt pressekort var min adgang imidlertid begrænset; alligevel lykkedes det mig i løbet af den ti måneder lange turne, at få taget en bunke fotografier, som jeg besluttede, at jeg ville forære Paul, som tak for at han havde ladet mig fotografere ham. Chancen kom den 29. juli 1990, ved den sidste koncert på World Tour, som helt tilfældigt blev holdt i min hjemby Chicago. 
Da det berømte par stillede op til fotogra-fering bag scenen, overrakte jeg Paul min fotomappe. Ti dage senere fik jeg en opringning fra hans kontor i London, der bad om tilladelse til at bruge et af billederne på Pauls nye album Tripping the Live Fantastic. Blandt tusinder af fotos taget af McCartneys egne turne-fotografer, havde Paul og Linda fundet noget særligt ved mit billede, noget som ingen anden fotograf havde fanget. Albummet blev udsendt få måneder efter og jeg modtog en invitation til, sammen med Paul og Linda, at deltage i et privat London-selskab for at fejre den officielle afslutning på World Tour og det nye album. Da parret ankom, hilste de på mig, som var jeg en gammel ven. Jeg sagde til Paul: “Det er mig som tog fotografiet til dit album”. Drillende svarede han “Hvilket et af dem?” “Det her!” råbte jeg og prøvede at illudere ham. “Nej, jeg tror snarere, at det var det her,” svarede Paul, idet han rettede på min figur. Og med en skelen stillede han sig selv op og genskabte til perfektion sin attitude på mit billede. Jeg fortalte, hvor glad jeg var for at have fået et af mine fotos på hans album, og han svarede: “Jeg gennemså tusindvis af fotografier og dit var et af de bedste. Et brillant billede! Ikke sandt Linder?” sagde han og gav hende i sjov et puf med sin albue, og Linda svarede med et smil. “Jo, et fantastisk billede!” Det var noget af en kompliment, kommende fra en legendarisk rockstjerne og en verdensberømt fotograf.
Senere fandt jeg det rigtige øjeblik til at spørge Paul, om jeg kunne få taget et billede af mig sammen med dem. “OK, så lad os få det gjort!” råbte han idet han med en arm om mit liv løftede mig op fra gulvet. Jeg hang og dinglede som en dukke, mens jeg kæmpede for at få mine fødder tilbage på jorden, så slap han sit greb og vi poserede. På mindre tid end det tog at sige “Den kønne Beatle”, var McCartney af sted igen for at terrorisere endnu en fan med samme ønske.
I 1993 fik jeg til opgave, at fotografere McCartney under hans New World Tour. Adgangen var denne gang endnu mere begrænset, pga. færre shows i store arenaer og McCartneys manglende lyst til at møde pressen. De konstante og uophørlige spørgsmål fra journalister, havde endelig irriteret den ellers venlige Paul så meget, at han valgte at være mere selektiv i sine presse-arrangementer.
Jeg traf ham bag scenen ved Earth Day koncerten i Hollywood Bowl, og forbavsende nok var jeg den eneste af fotograferne, der genkendte ham, da han kom ind i presse-teltet. Han var klædt som en roadie, med solbriller og i cowboytøj. Paul sendte et smil, da jeg tog et billede, fornøjet over, at ingen andre lagde mærke til ham. Min byge af blitzlys vækkede imidlertid den øvrige del af de slumrende, nonchalante pressefolk, som da de opdagede hans tilstedeværelse udbrød: “Åh Paul, vi var slet ikke parate til dig endnu”, hvortil han replicerede hurtigt “Ja, det var vel nok en SKAM!” Det var nok til at starte en geværsalve af spørgsmål og et massehysteri, der fik videokameraerne til at rulle. Paul tog det hele i stiv arm, klarede endda at være et skridt foran, da pressehorden, som en skrigende hoben 12-årige, satte efter ham - og nær havde væltet denne fotograf i al turbulensen mod slutningen af pressekonferencen.
Paul og Linda vendte tilbage til Chicago i 1994 for at lancere Lindas nye serie af frosne vegetariske madretter, og igen i 1995, ved udgivelsen af deres kogebog, Linda’s Kitchen (Little, Brown). Ved festen for bogen greb Linda mig i armen og sagde “Hvor er jeg glad for at se dig igen!” Hun var fuld af entusiasme - og det samme var Paul, da han gav mig hånden. Så talte vi lidt om alt fra madopskrifter til Pauls radio-show, Oobu Joobu.

Mit eget favoritbillede af Paul blev taget i maj 1997, da McCartney var ved at indspille Standing Stone (1997) i Abbey Road Studios. Han ankom i en blå Mercedes og gav mig OK-tegnet med indbygget løfte om, at nu skulle jeg nok få noget vidunderligt til mit kamera. Da han forlod bilen, sludrede han med nogle fans, indtil han nåede trappen til indgangen. Efter at have taget et par trin, stoppede McCartney op, vendte sig imod mig, så direkte i mit kamera med ordene: “Se jeg poserer på trappen til Abbey Road!” Med et klik fangede jeg rock-legenden, som han stod der på den historiske trappe til Abbey Road-studierne, med det berømte skilt over sit hoved.
Sidste gang jeg så Linda var i New York, ved opførelsen i Carnegie Hall november 1997 på Pauls store klassiske komposition “Standing Stone”. Vi havde haft kontakt måneden forinden i London Royal Albert Hall ved verdenspremieren på musikstykket. Da havde hun vinket til mig, og raffineret så hun ud med sit korte hår og klædt i en modelkjole, designet af datteren Stella.
Da Linda døde af brystkræft i april 1998, var det et knusende tab for hele verden. Indædt havde hun kæmpet for dyrenes velfærd, støttet sin mand musikalsk på scenen på trods af latterliggørelse, produceret en populært sortiment af frosne vegetariske madretter, skrevet succesfulde bøger om fotografi og kogekunst, opdraget fire talentfulde børn, og hun kunne have udrettet meget mere, dersom hun havde fået lov at leve. Hvor er jeg heldig at have kendt hende, og jeg vil altid være hende taknemmelig for at have anerkendt mit arbejde som fotograf.
Med denne bog har jeg forsøgt, på hæderlig vis, at fange de mest mindeværdige øjeblikke med Paul McCartney på turne, samt billeder fra årene udenfor turneårene. Min særlige tak går også til de mange fans, som har fortalt deres vidunderlige historier om mødet med Paul og Linda. Selv om vi aldrig igen vil se en turne med begge McCartney’er sammen på scenen, er fremtiden svanger med løfter om, at Paul igen vil turnere. Denne samling af billeder og historier, sikrer arven fra en tid, da Paul og Linda McCartney, sammen, indtog verden med deres budskab om kærlighed og musik.

- Jorie B. Gracen