Konflikter og uligheder i det moderne samfund Af Erik Jørgen Hansen Fra et kapitel i bogen Kvindekamp blev ikke klassekamp Tilsyneladende har kvindekampen mistet sin revolutionære glød i en sådan grad, at det ved middagskonversationerne i de bedre hjem er blevet lige så velset at drøfte ligestillingsspørgsmål som det fortsat er uartigt at nævne de urimelige forskelle mellem de sociale klasser. Det typiske forløb af selskabslivets passiarer om ligestilling har sit modsvar på det politiske plan, hvor det er blevet vigtigere at få flere kvindelige kontorchefer i ministerierne end at formindske de store forskelle i levekår og arbejdsbelastninger mellem på den ene side rengøringsassistenten eller sygehjælperen og på den anden side bankdirektøren eller overlægen. Vi er da heller ikke forbavsede over, at Folketinget i forsommeren 1990 vedtog, at statslige forvaltningsmyndigheder, der ledes af en bestyrelse, et repræsentantskab eller tilsvarende kollektiv ledelse, så vidt muligt bør have en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder i bestyrelsen (Lov nr. 427 af 13. juni 1990). Derimod burde det give anledning til den dybeste eftertanke, at vi heller ikke er overrasket over, at en tilsvarende bestemmelse gående ud på, at der i statslige bestyrelser mv. skal være en afbalanceret sammensætning af repræsentanter for de forskellige samfundsklasser fra arbejdere til topfunktionærer, er helt utænkelig i 1990’ernes Danmark. Når vi ikke undrer os herover, skyldes det selvsagt, at ligestillingsbestræbelserne nu sætter dagsordenen i en sådan grad, at ligestillingspolitikkens tankegang har sejret allerede på det sproglige plan. Ordet ligestilling har efterhånden fået én og kun én betydning, nemlig ligestilling mellem kvinder og mænd. Det kunne imidlertid også have betydet fx ligestilling mellem de sociale klasser, mellem de forskellige regioner af landet og mellem ung og gammel, men alligevel drejer ligestilling sig alene om ligestilling mellem kønnene. Derfor behøver det under Statsministeriet nedsatte Ligestillingsråd ikke nogen undertekst til forklaring af, hvad slags ligestilling rådet egentlig beskæftiger sig med. |